Filmen hedder Viva Cuba, en sød lille film med hovedsageligt børneskuespillere og et lille anstrøg af latinsk magisk realisme. Men trods dukker, lyserøde rygsække og nuttede unger, er indholdet nu alvorligt nok. Filmens svar på "Romeo og Julie", Jorgito og Malu, er venner/forelskede/uadskillige ved historiens begyndelsen, på trods af deres forældres gensidige afsky for hinanden. Pigen Malu er nemlig datter af en, efter Cubanske forhold, meget velstående og ikke specielt Castro-tro fraskilt kvinde, mens Jorgito kommer fra en noget fattigere, men mere revolutions-elskende familie, og de voksne fordomme mod hinanden bliver gladeligt luftet i ungernes påhør.

Da Malus bedstemor dør, ser moderen ikke nogen grund til at blive på Cuba og gør klar til at forlade landet. Malu ved, at hun sandsynligvis aldrig vil kunne vende tilbage, og gør modstand mod planerne, uden dog at opnå noget resultat. Hendes sidste, desperate træk er at opsøge sin far og overtale ham til IKKE at skrive under på de papirer, der giver moderen tilladelse til at tage hende uden for Cubas grænser. Malu og Jorgito begiver sig ud på en rejse hvor utallige farer lurer...

Den største trussel kommer dog ikke fra sult, tørst eller blodtørstige hunde, men fra manglende sammenhold. En lektie, de to børn lærer på forbilledlig vis. Men er den midlertidige solidaritet, deres familier oplever i den angstfyldte jagt på deres forsvundne afkom, lige så stærk?
Viva Cuba har vundet et hav af internationale priser, og det er da også en film, som er værd at se.. Der er smukke billeder er guf for øjnene, og filmen er et godt indblik i livet på Castros ø.