torsdag 24.01 - 2013
Retro-Tolkien: The Lord of the Rings (1978)
kl. 20:00
Så skyller Tolkien-bølgen igen hen over landet med
state-of-the-art-CGI, 3D, HFR og masser af andre teknologiske
forkortelser, men der var engang i halvfjerserne før Peter
Jackson og computergrafik, hvor en anden udgave af Tolkiens episke
fortællinger udspillede sig på landets
biograflærreder og trælbandt barnlige sjæle i
alle aldre.
.jpg)
Dengang var det dog som tegnefilm at handlingerne udspillede sig
i tre film, der udkom i perioden 1977-1980. Historien bag de tre
film er noget mere kringlet end 00'ernes helstøbte
Jackson-produktion og skal her kort skitseres:
- I sluthalvfjerserne filmatiserede Arthur Rankin, Jr. og Jules
Bass Hobbitten, og det resulterede i tegnefilmen "The Hobbit" fra
1977.
- Urelateret hertil var Ralph Bakshi gået i gang med at
producere sin egen animerede udgave af Tolkiens "Ringenes
Herre"-trilogi, som han oprindelig havde planlagt til tre film,
hvilket filmselskabet dog fik forhandlet ned til to. Til trods for
at filmen blev en kommerciel succes, valgte filmselskabet dog ikke
at producere opfølgeren, så Bakshis "The Lord of the
Rings" fra 1978 står alene og rummer således handlingen
fra den første bog i Tolkiens trilogi samt ca. halvdelen af
handlingen i anden bog.
- Her kommer Rankin og Bass dog ind på scenen igen. De
havde allerede i udgangspunktet planlagt også at give sig i
kast med en del af Tolkiens større epos, og da de
hørte, at der ikke kom nogen opfølger til Bakshis
film, valgte de at producere den sidste bog i trilogien, og den
udkom som "The Return of the King" i 1980.
Der er således stor stilistisk forskel mellem Rankin-Bass'
to film og Bakshis "The Lord of the Rings", men i eftertiden er de
tre film kommet til at stå i forlængelse af hinanden,
og uagtet den lidt kringlede historie giver de tre film på
hver deres måde et ganske godt (og helt anderledes!) billede
af, hvordan Tolkien så ud for en generation siden.
I tråd med tidens Tolkien-begejstring vil vi i BOGMASKINEN
over de næste tre torsdage gerne indbyde jer til efter
folkekøkkenet sammen med os at læne jer tilbage i
januarmørket og stifte bekendtskab med halvfjersernes
animerede version af Tolkien :)
Denne aften viser vi filmen The Lord of the Rings fra 1978.
Læs mere om filmen her: http://www.imdb.com/title/tt0077869/
Filmen er med engelsk tale og engelske eller danske
undertekster.