Grupperne i huset
MANDAGSMØDET
Vi har ikke nogen bestyrelse og vi har ikke nogen leder. Det
gider vi ikke. Vores øverste myndighed er
mandagsmødet, der afholdes hver (ja, gæt selv) kl. 19.
Mandagsmødet er husets fællesmøde for alle
aktivister og brugere. Her koordineres mellem grupper og
enkeltpersoner i huset, her diskuteres eventuelle konflikter mellem
folk og her tages de beslutninger som vedrører os alle.
Alle, der føler en tilknytning til huset eller gerne vil
have det, er velkomne. På mødet gennemgås den
forgangne og den kommende uges arrangementer i fællesskab
mens aktivistplanen sendes rundt. Så diskuteres de punkter
folk har ønsket at få vendt. Med jævne mellemrum
tages større principielle diskussioner op. Så
foregår det som regel ved at der holdes et oplæg om
emnet, hvorefter det diskuteres grundigt - nogle gange over flere
mandage.
Vi decentraliserer så mange beslutninger som muligt.
Mandagsmødet blander sig ikke i, hvad de enkelte grupper
foretager sig, så længe de ikke er i konflikt med
fællesskabets beslutninger. Alle gruppers eller
enkeltpersoners handlinger kan dog tages op til diskussion på
mandagsmødet. Vi mener at den enkelte kan stilles til ansvar
for fællesskabet og at vi bør søge at
løse konflikter kollektivt.
Vi stemmer ikke på mandagsmøderne men beslutter ved
konsensus - løsninger vi alle kan leve med. Den mulighed har
vi, fordi vi ønsker fælles beslutninger og
fælles handling, i stedet for at være i konstant
konkurrence med hinanden om egne projekter. Nogle gange er det
svært at finde kompromiser, hvor alle er tilfredse, men det
handler netop om at lære at holde fast, når det
gælder, men at give sig, når man kan se logikken i
andres synspunkter.
BOGCAFÉ 61
20. oktober 2008 åbnede det nye ungdomshus' bogcafe
på 1. sal. Bogcafeen indeholder et bibliotek med litteratur
på primært dansk og engelsk, et omfattende arkiv fra
Ungdomshuset på Jagtvej, komfortabel siddeplads og et mindre
udvalg af tekster, plader og diverse til salg.
Derudover bruger vi bogcafeen til at huse diskussioner,
filmfremvisninger og workshops.
Vi vil gerne have, at vores bogcafe bliver et sted for
selvuddannelse og reflektion. Hvis du har ideer til oplæg,
workshops eller andre aktiviteter, så skriv til os på
bogcafe61@gmail.com. Hvis
du ønsker at holde dig opdateret med vores program, så
hold øje med kalenderen eller
følg med på Facebook. Vi kan altid bruge nye
aktivister, så hvis du har lyst til at engagere dig i
bogcaféen eller bare at tage en vagt i ny og næ,
så skriv til os. Du kan blive opdateret med nyheder og
kommende arrangementer ved at følge os på Facebook.
Bogcafeen vil være åben på
følgende tidspunkter:
Mandag: 16-19
Torsdag: 17-21
DISTRIBUTION 61
Distro (distribution) 61 er en plade -og musikdistro i
Ungdomshuset. Distroen er åben samme tid som
Bogcaféen, og også nu og da til koncerter. Distroen er
100% nonprofit, og vi vælger primært at forhandle
lokale udgivelser, samt udgivelser fra bands der har spillet i
Ungdomshuset.
FOLKEKØKKENET
Nu er vi endelig i gang med at bruge vores nye lækre
køkken. Det har været en lang og krævende
process og vi er temmelig stolte af endelig at kunne invitere folk
til Folkekøkken hver Torsdag.
Vores folkekøkken er 100% vegansk - og så vidt muligt
økologisk/bæredygigt. Hvis du er glad for at lave mad
eller bare godt kunne tænke dig at være med, så
duk op kl 15 om torsdagen. Der er altid plads til en mere i vores
køkkengruppe :-) Køkkenet er godkendt af
fødevarekontrollen.

Al mad der bliver lavet i huset skal være vegansk. Dvs. at
der ikke bruges animalske produkter. Alle i huset er ikke veganere,
men alle skal kunne spise med. Og da vegansk mad er et fuldt
holdbart alternativ til mad med mejeriprodukter eller kød,
så ser vi ingen grund til at putte dem i - tværtimod.
Produktionen af kød og mejeriprodukter udpiner jorden langt
voldsommere end produktionen af veganske fødevarer.
Derudover er der en etisk problemstilling i produktion, hvor
levende væsner behandles som et materiale eller en
produktionsmaskine.
Du kan kontakte os via kontaktformularen under punktet "Praktisk
info" eller ved at skrive til koekkengruppen(a)hotmail.com (hvor
'(a)' selvfølgelig skal erstattes med '@').
KREA-VÆRKSTEDET
Krea-værkstedet er et lille værksted, hvor man kan
udfolde sine kreative talenter og få lidt hjælp hvis
man gerne vil lære noget nyt.
Vi har blandt andet et lille serigrafi-værksted, hvor vi
trykker forskellige politiske T-shirts, stofmærker,
hættetrøjer m.m. Det var for eksempel os, der trykte
Ungdomshus-støtte-trøjerne. Derudover trykker vi
også t-shirts og stofmærker for en del undergrundsbands
og politiske projekter. Alt sammen non-profit.
Vi arbejder med serigrafi-tryk, hvor vi selv fremstiller vores
rammer og motiver til at trykke med. Vi er alle selvlærte og
trykker kun for sjov - derfor giver vi os kun i kast med et
projekt, hvis vi brænder for det.
ØVELOKALEFORENINGEN
Øvelokaleforeningen har til huse i hoved-huset på
øverste etage. Vi har pt 4 øvelokaler og
påbegynder snart arbejdet med at få et lydstudie
på benene.
Vi holder et fast møde den først torsdag i hver
måned kl 18.00.
Vi kan kontaktes via kontaktformularen under punktet "Praktisk
info".
BARGRUPPEN
Bargruppen står for driften af husets bar. De
sørger for at bestille øl mellem arrangementer, og at
der altid en fra bargruppen til at åbne baren og sætte
nye folk ind i arbejdet. Når baren, lukker sørger
aktivisten fra bargruppen for at der tælles op og låses
forsvarligt af.
LYDGRUPPEN
Husets lydfolk (m/k) holder styr på vores tekniske udstyr
og sørger for at sætte op og pille ned før og
efter shows. Det er en blanding af selvlærte amatører
og halvprofessionelle. Mange har drejet på en mixerknap
første gang i vores gamle Ungdomshus, der var et af de
få steder, hvor man kunne komme ind og få lov at
lære og lege med lyd, mens erfarne aktivister gav tips og
tricks undervejs og lod nybegyndere kigge dem over skulderen. Den
tradition kører vi videre i det nye hus.
Hvis du er interesseret i at lære mere og være med i
vores gruppe, så brug kontaktformularen under punktet
"Praktisk info" for at skrive en mail til os.
BOOKINGGRUPPEN
Booking-gruppen booker alle arrangementer i huset og koordinerer
månedsprogrammet. Det er dem, kunstnere henvender sig til,
hvis de gerne vil optræde i huset.
Vi er, som både hus og bookinggruppe, en del af et stort
internationalt netværk, der kører efter
DIY-principper. DIY betyder "Do It Yourself" og handler om selv at
skabe sin egen kultur, uden støtte eller indblanding fra
kommercielle virksomheder. Det er selvfølgelig svært
at være 100% DIY, da ikke alle vore venner er det, men vi
bestræber os på altid at mødes på
halvvejen, så bands og artister, der optræder i huset
kører med på vores principper, men stadig går
fra huset med en god oplevelse.
Det betyder også, at vi laver kultur, fordi det er det, vi
brænder for og elsker, og ikke for pengenes skyld.
Det er en vigtig ting for os, at der er lige så langt op
på scenen som hen til den næste koncertgæst, og
at ingen er vigtigere end andre. Ved at vi er en del af et
sådant netværk, har vi mange åndsfæller og
venskaber på tværs af mange landegrænser. Det er
et sådant netværk, der gør det muligt at booke
et kinesisk eller venezuelansk band lørdag aften og stadig
kun tage 30-40 kr. i døren, så alle har en mulighed
for at være med.
Hvis man har lyst til at optræde i Ungdomshuset eller
være med til at booke et arrangement i fællesskab med
gruppen, er man velkommen til at dukke op på det ugentlige
bookingmøde onsdag kl. 19.00 i kontoret på 2 sal i
hoved-huset. Skriv gerne om du vil komme forbi så vi ved
det på forhånd!
* Her kan du fremlægge din idé og sammen finder vi
en passende dato til dit arrangement.
* Du kan også komme og aflevere et bånd, plade eller
CD med musik hvis du eller dit band gerne vil bookes.
* Vi kan kontaktes på mail: booking61(a)gmail.com eller
postadressen:
"Bookinggruppen", Dortheavej 61, 2400 Kbh NV
Vi beder om forståelse for, at en bookinggruppe som vores
modtager mange henvendelser fra bands og artister. Bare fordi man
sender et link til en MySpace-side, betyder det desværre ikke
at man automatisk bliver booket.
Vi har kun mulighed for at lave et begrænset antal
arrangementer om måneden og de ting vi vil vælge at
lave kommer i høj grad til at afspejle bookinggruppens
personlige præferencer.
Booking gruppen er en åben gruppe - og hvis man af den ene
eller anden grund ikke synes, at en bestemt genre bliver
repræsenteret på månedsprogrammet, er alle mere
end velkomne til at blive en del af gruppen.
Du er selvfølgelig også velkommen til at være
med hvis du bare syntes vi er for fede!